De unge føler sig udfrosset af samfundet. Politiet har mistet tilliden. Fordommene trives. De unges vrede er vendt mod autoriteter, politikere og medierne. Masser af projekter er i gang, og viljen til løsning er til stede. Men er disse løsninger rigtige. Læs her, hvad M. Aslam mener om situationen.

Afstumpet vold

En stor del af bandekrigen foregår på Nørrebro. Ingen tvivl om det. 109 skududvekslinger, 7 dræbte og 59 sårede er det sørgelige resultat. Mange uskyldige er blevet offer for den afstumpede vold.

For detailhandelen på Nørrebro har det betydet, at de har mistet en del kunder fra andre bydele. De mener, at det er utrygt at handle på Nørrebro.

En fælles fjende

Men med mordet i Tingbjerg i august 2008 startede bandekrigen. Før den tid konkurrerede man indbyrdes med hvem der var de sejeste. Nu havde man pludselig en fælles fjende. Men det er forkert tro, at etniske danskere er udelukket. Nu havde banderne også en grund til at organisere sig som modtræk til rockerbanderne.

Jamen hvad med bil og containerafbrændingerne på Nørrebro?
Det var en protest mod politiet. Indvandrergrupperne følte sig chikaneret.

Udfrosset af samfundet

En anden myte er, at alle deltagere i banderne kommer fra socialt belastede familier. Det er ikke altid tilfældet. Nogle træder ind i banderne, for nu skal der ske noget. Nu kommer de ind i et fællesskab. Et fællesskab som de måske har savnet andre steder.

Så er der også disse, der føler sig udfrosset af samfundet. Nu søger de anerkendelse i fællesskabet. Hos indvandrergrupperne er det ofte venner, der finder sammen. At træde ind i en bande sikrer prestige og anerkendelse i lokalsamfundet. Og lillebrødrene vokser op i et samfund, hvor banderne beskytter dem. Det er den opdragelse, de får.

For sent opdager de, at den beskyttelse de får, bliver foretaget af kriminelle.

Politiet opfordrer til stikkervirksomhed

Det er fint at politiet nu laver en ekstraordinær indsats, men de skal nok ikke forvente så meget hjælp fra dem, der hører til i udkanten af bandemiljøet. For selv om politiet opfordrer til stikkervirksomhed, så har etaten tabt meget tillid hos denne del af befolkningen.
En dyb mistillid til politiet er opstået. Det kræver meget tid, tålmodighed og respekt for at genvinde denne tillid.

Mange indvandrere føler, at de er andenrangsborgere og at politiet ikke hjælper dem. De føler også, at de bliver visiteret på grund af deres farve. Derfor har grupperne deres egen vagtværn. Disse behøver ikke at være kriminelle. Men de føler den manglende respekt for ordensmagten, og mener, at de udfylder en vigtig mission ved at holde vagt i territoriet.

Problembørn og kriminelle

Medierne er visse steder på Nørrebro heller ikke særlig vellidt. Grunden til dette, er at de unge på Nørrebro ofte bliver fremstillet som problembørn og kriminelle. Man hører derfor næsten aldrig denne gruppes udsagn til medierne. Men det er også for det meste som om disse medier har en forkærlighed for Jønkes udlægning af sagen. Selv om HA`s talsmand er flyttet til Jylland og det meste af bandekrigen foregår i København er det ham, medierne kaster sig over.

Og når vi er nu ved medierne, så mener tre ud af fire, at medierne skaber unødvendig frygt. Medierne skruer for højt op. Kriminalstoffet får meget stor eksponering. Det er åbenbart det, der sælger.
Hvorfor bringer medierne ikke flere historier, der peger på en løsning? Er det ikke mediernes opgave, at afdække virkeligheden?

Politiets indsats – en succes?

Trods bandekrigens hærgen, betegner justitsministeren politiets indsats som en succes. Der har aldrig været så mange i fængsel, som nu, siger ministeren. Men det går åbenbart ikke helt godt, mener rigspolitiet. Derfor er en ny bandeenhed bestående af 70 – 80 politifolk nedsat. Syv skudepisoder på elve dage, taler også sit sprog.

Det justitsministeren glemmer at nævne er, at tilgangen til banderne aldrig har været større. I løbet af et år er der frekventeret 250 flere medlemmer. I alt taler man om 1.200. Af dem er der 100, der afsoner, mens 100 er varetægtsfængslet.

Problemer i fængslerne

Politikere taler om strengere straffe. Men dette og bandekrigen medfører store sikkerhedsmæssige problemer i fængslerne desuden er de fleste fængsler overbelagt. Et andet problem er, at unge mennesker, der bliver indsat ofte skal afsone med hærdede kriminelle.

Men politiet kan ikke alene bekæmpe bandekrigen. Derfor efterlyser rigspolitichefen mere ansvarlighed fra de borgere, der finansierer banderne. Og så længe at hash, kokain og amfetamin bliver efterspurgt vil bandekrigen eksistere.
Bandernes magt er voksende. Fra småkriminalitet og hærværk samarbejde de nu med hvide pengemænd. De har fået etableret et kriminelt netværk, der er involveret i salg af narko, afpresning og prostitution. Det er blevet big business.

Banditos foran Mjølnerparken

Noget tyder på, at rockergruppen Bandidos ikke mere vil forholde sig neutral. De er begyndt at hverve fodsoldater på Nørrebro, ved Mjølnerparken og i Tingbjerg.

Med bandekrigen føler chikane. Der er grupper, som mener, at det er dem, der styrer området. Vi ser det i Tingbjerg. Præstens møbler er flænset, cisterne og ruder smadret. Præsten er blevet truet, fordi han angivelig har påpeget, at de unge ikke skulle begå hærværk ved kirken.
Den lokale befolkning er utryg og tør ikke begå sig ud efter mørkets frembrud. Det er de få, der ødelægger det for de andre.
Den ungdomsklub, de unge kunne bruge, er brændt ned. Nu står de og keder sig på gaden.

Tingbjerg var en gang en mønsterbebyggelse. Arbejderne skulle ud fra det trange København. Men så gik der guldøl og overførselsindkomst i den smukke bebyggelse. Det begyndte at gå ned ad bakke. Tingbjerg er et mareridt for integration, kriminalforsorgen og for dem, der har børn herude.
En masse projekter er sat værk også af frivillige. Politiet har særdeles vanskelige arbejdsvilkår herude. Når politiet er væk, sælges der hash i området.

Er indsatsen rigtig i Tingbjerg? Forstår man de unge? Eller er alle med indvandrerbaggrund lige så afstumpet som nogle medier giver udtryk for?

Belastningsgrad

Man kan åbenbart måle belastningsgraden. Sætter man den på 1.00 i kommunen som helhed, er den i Tingbjerg 2,54. Det betyder, at hver gang, der bruges en krone på et gennemsnits – barn i Københavns Kommune, bruges der to en halv krone i Tingbjerg. Til sammenligning er belastningen i andre udsatte boligområder:

• Mjølnerparken 1,96
• Aldersrogade 1,86
• Acacieparken 2,22
• Lundtoftegade 2,04

I Høje Taastrup ansatte boligselskabet bandemedlemmer for at skabe ro. Og deres metode var ikke særlig pædagogisk. Lussinger blev uddelt til højre og venstre.

Unge er også utrygge

Flere undersøgelser viser, at folk er blevet mere utrygge. Særlig omkring de belastede boligkvarterer er utrygheden voksende. Men også de unge selv frygter, at gå ud. Således har unge helt ned til 14 år anskaffet sig skudsikre veste. Og unge på 15 – 16 år i Tåstrupgård har pralet med deres våben. Hver femte dreng er utryg i sit kvarter. I hele befolkningen er utrygheden fordoblet siden 2004.

Ja tak til Akutpakke

Mon ikke de omtalte boligområder nu kan se frem til akut hjælp? En enig satspuljekreds har valgt at afsætte 140 millioner kroner til en akutpakke. Nu kan der laves ekstra belysning, oprette ungdomsklubber og ansættes gadeplanmedarbejdere. Men kravet for at få støtte er at de unge udnytter de bestående tilbud.
De områder, der tilgodeses udpeges dog først efter nytår.

Hvad gør regeringen? Ja, de har bebudet, at de gennem de næste fire år vil bruge en halv milliard kroner på en forebyggende indsats over for kriminelle børn og unge. Desuden vil man nedsætte den kriminelle lavalder til 14 år. Og så skal der være mulighed for at børn ned til 12 år kan dømmes til at gå med fodlænker.

Unge rammes på pengepungen

Et nyt kreativ forslag går på at fjerne børnechecken fra de unge, der ikke er i gang med et arbejde eller en aktivitet. Men man glemmer, at cirka halvdelen af de unge skipper erhvervsuddannelserne og at der mangler 6.500 praktikpladser. Ungdomsarbejdsløsheden er også katastrofal høj.

De unge der rammes på pengepungen er ofte unge med svage forældre, som måske selv er arbejdsløse. Børnechecken giver mulighed for at dyrke forskellige idrætsgrene. Disse ting vil blive valgt fra, når børnechecken ikke dumper ind af døren.
I København er der decideret 6.000 unge, der vokser op i fattigdom. Hvorfor fokuseres der ikke på unge med negativ social arv. Disse skal have en fremstrakt hånd i stedet for en straf forude.

Få dog organiseret integrationsprojekterne

Gennem flere år har staten bebrejdet kommuner, at de ikke gør nok for de rodløse unge. Men også omvendt er der først beskyldninger.
Fakta er, at København har gang i ikke mindre end 83 integrationsprojekter. Allerede for tre år siden efterlyste Nørrebro Handelsforening ved et integrationsmøde en koordineret indsats samt adgang. Men der er ikke rigtig sket noget. Der mangler også en koordineret indsats mellem stat og kommune samt de forskellige forvaltninger.

Aktiviteterne bruges ikke rigtig

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har lavet en undersøgelse blandt de 11 - årige, der viser at ni ud af ti børn med dansk baggrund benytter sig af en eller anden form for fritidsaktivitet, mens dette kun er tilfældet for 2 ud af tre med anden etnisk baggrund.
Årsagen til dette er, at de ikke kender mulighederne. Her må der være nogen, der tager et initiativ. Manglende organisation skal ikke fratage en befolkningsgruppe mulighed for at tage del i et aktivt fritidsliv.

Vrede vendt mod autoriteter

Bekymringerne om bandekriminalitet skal tages alvorlig. Det skal også tages alvorligt, at vreden blandt de unge med indvandrerbaggrund er vendt mod medier, politikere og autoriteter.

De vil ikke have os

De finder, at medierne kun fokuserer på det dårlige, både i deres religion og deres opførsel. De føler, at det er et spørgsmål om dem og os. Rent juridisk har de samme rettigheder som etnisk danske. Men de oplever, at de både socialt og uddannelsesmæssigt bliver dårligere stillet. Det samme gælder på jobområdet. De føler, at de mangler accept af samfundet.
Mange har oplevet nederlag i deres liv. Måske er forholdene til deres forældre også fået et knæk. De oplever ikke mere deres forældre som rollemodeller. Hurtig vendes deres situation mod det danske samfund. De vil ikke have os.

Og de radikale kræfter står med åbne arme. Kom dog over til os, og oplev fællesskabet.

Og vreden mod samfundet tændes allerede hos lillebror i 10 – 11 års alderen. Måske burde både politi og det offentlige ansætte filosoffer, der kan analysere, hvor der skal sættes ind.

Viljen er til stede – men løsning forkert

Viljen med at løse problemerne er til stede. Men om det er de rigtige redskaber, der bruges kam man tvivle om. De borgerlige vil helst indføre nultolerance – politikken med fængsel, fodlænker, større straffe og ramme de i forvejen udsatte grupper – økonomisk. Men det er ikke vejen frem.

Fordomme mod de såkaldte ghettoer

Og en anden ting som man er hurtig hos de borgerlige, det er at give indtryk af, at man overhovedet ikke foretager sig noget i de såkaldte ghettoer (jeg hader udtrykket). Hvorfor kommer de ikke ud og besøger os. Se alle de ting, vi allerede har opnået.
De penge, som er tilført de såkaldte ghettoer, er godt givet ud. De er sandelig ikke spildt, som det ofte gives udtryk for.