home sitemap kontakt
home
biografi
program
nyheder
kontakt
Bookmark and Share

Ligeværdigt udgangspunkt

af M. Aslam - Okt. 31, 2006



I SEPTEMBER I ÅR udgav Socialministeriet rapporten Den almene boligsektors fremtid. Rapportens hovedsigte er at vurdere og sammenfatte ideer til sektorens fremtidige udvikling.

Trods de 497 sider indeholder rapporten ingen beboerdemokratiske perspektiver eller analyser. At Socialministeriet valgte at ekspresbehandle en så omfangsrig rapport med en høringsfrist på under to uger og dermed umuliggjorde en dialog - er således ikke den eneste demokratiske mangel i ministeriets projekt om den almene boligsektors fremtid.

En af de vigtigste opgaver i den almennyttige boligsektor er at sikre beboernes rettigheder. Denne gruppe omfatter 1,5 mio. borgere, ca. en fjerdedel af den danske befolkning. I vores øjne er det uhørt, at så mange stort set ikke har nogle rettigheder over for deres udlejere. Vi har flere bemærkninger til tilstandene i den almennyttige boligsektor.

Uigennemskueligt

- På trods af boligorganisationers visioner om beboerdemokrati præges området af uigennemskuelighed for den enkelte beboer og afdelingsbestyrelse. Lovgivningen er typisk vagt formuleret og næsten uden reelt indhold for afdelingsbestyrelserne og beboerne. For at råde bod på denne mangel bør beboernes og afdelingsbestyrelsernes rettigheder garanteres ved lov og formuleres utvetydigt. De bør også sikres indflydelse på økonomiske forhold om drift, vedligeholdelse og renovering - det vedrører vores hjem. Demokratiet fungerer langtfra.

Netop afdelingsbestyrelsernes og dermed beboernes manglende retsgarantier for medindflydelse medfører, at beboerinteressen for at deltage lokalt er faldende. Desværre er det lykkedes boligselskaberne at få sektoren til at fremstå som en konfliktfri sektor. Det er jo lejerne, der styrer på alle niveauer - dialektikken er afskaffet, hvilket selvfølgelig er noget sludder. F. eks. repræsenterer Mjølnerparken og de øvrige boligafdelinger på Nørrebro mere end 25 pct. af Lejerbo Københavns ca. 5.000 husstande, og vi kan alligevel ikke være sikre på at få valgt et eneste medlem til Lejerbo, Københavns bestyrelse - er det demokrati?

Hertil kommer, at lejere med anden etnisk baggrund i Lejerbo København udgør 52 pct. af beboerne, og der er kun et medlem af bestyrelsen med anden etnisk baggrund end dansk. Strukturen præges af boligorganisationernes monopollignende position i forhold til lejerne. Boligafdelingerne er bundet til boligorganisationen. Fraværet af konkurrence unddrager boligorganisationerne motivation for at servicere og varetage lejernes interesser og opfylde deres mest basale krav om reel lokal medindflydelse. Det efterlader 1,5 mio. borgere uden frit valg mellem administratorer, og den almene boligsektors beboere, overlades til boligorganisationerne.

- Tilsynsmyndigheden, som i dag ligger i kommunerne, har reelt kun mulighed for at fremsætte henstillinger til boligorganisationerne. Det viser igen, hvor få ankemuligheder lejerne i almene boliger har, når boligorganisationerne opfører sig urimeligt og udemokratisk over for beboerne. Tilsynsmyndigheden bør være en uafhængig statslig myndighed, der har mulighed for sanktioner over for boligorganisationerne. Det forekommer mærkværdigt, at en så vigtig funktion, som disse boliger har, ikke hidtil har været underlagt et gennemsigtigt brugerdemokrati.

- Lejernes fortsatte indbetaling af ydelsen på uamortiserede lån til boligselskabets dispositionsfond bør afskaffes. Halvdelen af midlerne bør overføres til Landsbyggefonden, og den resterende halvdel bør blive i boligafdelingen. Forudsætningen for det beror på politiske garantier for, at staten ikke bruger midlerne til f. eks. nybyggeri.

Øgede rettigheder

Punkterne er forslag, der kunne forbedre rettighederne for beboerne i almene boliger. Det er problematisk, at 1,5 mio. i Danmark udsættes for et demokratisk underskud og uden reel garanti for indflydelse lokalt på boligområdet. Politikerne bør erkende, at den almene boligsektor ikke er en konfliktfri enhed, men en enhed præget af interessemodsætninger, hvor alle forhandlingsparter har ret til et ligeværdigt udgangspunkt. Et sådant udgangspunkt er bestemt ikke at finde for lejerne i dag.



Find artiklen hér: Jyllands Posten





 
Copyright 2009 © Muhammad Aslam Home | Program | Nyheder | Downloads | Galleri | Kontakt    Læs nyt på Urdu Læs nyt på Somalisk Læs nyt på Arabisk