home sitemap kontakt
home
biografi
program
nyheder
kontakt
Bookmark and Share

Mjølnerparkens ry skudt tilbage

Berlingske Tidende - Feb. 28, 2009



Års boligsocialt arbejde risikerer at gå tabt, hvis der ikke bliver skabt tryghed i Mjølnerparken, frygter beboerne. Skuddrabet på en 25-årig mand fredag aften kan vende den ellers positive udvikling i ghettoen.

Det var ellers lige begyndt at gå bedre i Mjølnerparken.

Efter mange års kamp mod et blakket ry i ghettoen på ydre Nørrebro i København kunne Berlingske Tidende fredag fortælle, at helt nye opgørelser viser, at mange ressourcestærke danskere er flyttet ind i og endnu flere står i kø til en bolig i en række udsatte boligområder i København - herunder Mjølnerparken.

Men den udvikling kan gå helt i stykker efter skuddrabet fredag aften, frygter beboerne.

»Der er ingen tvivl om, at det tragiske skuddrab medfører en masse negativ omtale,« siger beboerformand i Mjølnerparken, Muhammad Aslam.

Han frygter, at de nye ressourcestærke københavnere, der flyttede ind i 2008, overvejer at flytte igen, og at folk på ventelisten vælger Mjølnerparken fra til fordel for et andet sted i byen.

»Til det vil jeg sige, at skud altså ikke er hverdag i Mjølnerparken. Det er første gang, der er skud i selve beyggelsen, og den dræbte boede her heller ikke, « siger Muhammad Aslam.

Indbyggerne i ghettoen er ifølge ham chokerede og nervøse efter drabet, og dagen i går blev brugt til blandt andet at tale med områdets mange børn, der havde masser af spørgsmål til, hvorfor drabet lige skulle ske i deres bebyggelse.

»Det spørger jeg også mig selv om. Vi arbejder hårdt på at få Mjølnerparken til at være et trygt sted at bo,« siger han.

Betjente ikke nok

I Lejerbo, der administrerer Mjølnerparken, frygter forretningsfører Steffen Boel Jørgensen også, at de seneste mange års boligsocialt arbejde bliver ødelagt af den utryghed, som de mange skudepisoder skaber.

»Vi må kraftigt insistere på, at myndighederne får skabt ro. Beboerne lever ikke i et civiliseret samfund længere, og det kan simpelthen ikke passe. Skuddrabet er en spand koldt vand i hovedet på beboerne og skaber ikke noget samfund at blive integreret i, og det har man kæmpet for meget længe,« siger han.

Steffen Boel Jørgensen mener ikke, at den task force af betjente, der er sat til at bevogte flere områder i København, er nok.

»Det kan man jo se på situationen fredag aften. Det handler også om, at de personer, der ved noget, angiver forbryderne. Dem, der betaler prisen nu, er det store flertal af fredelige beboere, og det er fuldstændig urimeligt,« siger han.



Find artiklen hér: Berlingske Tidende





 
Copyright 2009 © Muhammad Aslam Home | Program | Nyheder | Downloads | Galleri | Kontakt    Læs nyt på Urdu Læs nyt på Somalisk Læs nyt på Arabisk