home sitemap kontakt
home
biografi
program
nyheder
kontakt
Bookmark and Share

Gadens kampe vindes med leg og dialog

Berlingske Tidende - Jul. 9, 2009



Københavns Politi har succes med at inddrage almindelige politifolk i aktivt og alternativt kriminalpræventivt arbejde. Eksperter opfordrer endnu flere betjente til at møde de unge i øjenhøjde.

De er unge, flirter med det rå, kriminelle miljø og forbander det politi, der politisk har fået til opgave at møde dem med konsekvens og strengere straffe. Men både attituden over for de uniformerede betjente og de unges kriminelle løbebane kan vendes, hvis politiet af og til smider uniformen og også tager den kriminalpræventive opgave på sig. Det viser erfaringer fra Københavns Politi, hvor flere politifolk bliver inddraget i det kriminalpræventive arbejde, der ligger ud over hjemmebesøg og SSP-samarbejde.

Omkring 30 betjente bruger en del af deres fritid på fysiske aktiviteter med kriminalitetstruede og småkriminelle unge i Politiets Ungdoms Klub (PUK), og projektet er så stor en succes, at Københavns Kommune har ønsket at udvide ordningen, så flere end de 100 unge, der i dag er tilknyttet PUK, kan få glæde af den. »Klubben forhindrer nogle af de unge i at blive kriminelle og får nogle småkriminelle til at holde op, fordi vi kommer ind på livet af dem og hjælper dem videre. Samtidig er det guld værd for os, at der er betjente, som de unge har tillid til. Så har vi nemmere ved at følge med i, hvad der rører sig i miljøet,« siger leder af Den Kriminalpræventive Afdeling i politikredsen, Lars Nicolai Jensen.

Bryd traditionerne

Desværre smitter betjentenes popularitet ikke altid af på politifolk uden for PUK-regi. Ifølge kriminalpræventiv medarbejder på Nørrebro Harun Yusufi Rubin kunne flere af hans kolleger derfor have glæde af ikke kun at møde de unge, når der er problemer.

»Det kan måske virke latterligt at stoppe op og sparke lidt til en bold med drengene, når man er på patrulje, men det kan være grunden til, at man ikke får en sten i hovedet næste dag,« siger han.

I hans område bor mange unge med anden etnisk baggrund og ifølge Harun Yusufi Rubin hersker der misforståelser og fordomme hos både de unge og politiet. Derfor er en tillidsfuld dialog særlig vigtig, men også svær at opnå. »Man skaber ikke tillid ved at visitere eller uddele bøder til de unge hver gang, de laver en mindre forseelse. Den skaber man ved at møde de unge med respekt og ved nogle gange at give køb på traditionelle handlemåder i politiet,« siger han.

Kraftfulde forbilleder

Ifølge formand for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, er der god ræson i, at netop politifolk er aktive i det kriminalpræventive arbejde med de unge. »Mange af de unge er trætte af det, de kalder slatne voksne og har det godt med handlekraftige folk, der kan ting, som de unge ser op til. Særligt hos de unge mænd har betjentene en vis status og nyder nok mere lydhørhed end pædagoger og socialmedarbejdere,« siger hun.

Ifølge Eva Smith vil det være oplagt med flere tilbud som PUK, hvor de unge kan møde betjente uden uniform og i øjenhøjde. Det er beboerformand i Mjølnerparken på Nørrebro, Muhammed Aslam, enig i.

Fordomsfrit samvær

Da gader i vinterferien 2008 blev antændt af de unges vrede mod bl.a. politiet, gav nogle af drengene i ghettoen udtryk for, at de manglede et sted at være. De ville ikke have pædagoger til at køre stedet, men indvilligede i at lade to betjente gøre det. »Selv de værste rødder fik en fortrolighed med betjentene, der lagde stor vægt på, at de unge skulle lære at overholde aftaler og omgås hinanden respektfuldt. Betjentene lærte også de unge bedre at kende, og stemningen mellem politiet og drengene blev meget bedre, fordi de talte fordomsfrit med hinanden,« siger han. I første omgang betalte beboerforeningen selv betjentene for at komme i klubben, når de havde fri. Senere gav Socialministeriet tilskud til ordningen, men da pengene slap op, måtte klubben lukke til stor fortrydelse for både drengene og beboerformanden.



Find artiklen hér: Berlingske Tidende





 
Copyright 2009 © Muhammad Aslam Home | Program | Nyheder | Downloads | Galleri | Kontakt    Læs nyt på Urdu Læs nyt på Somalisk Læs nyt på Arabisk